Det var ikke meget jeg fik set af Helsingborgsfestivalen i år. Dels på grund af at det næsten regnede konstant, men også fordi jeg synes at programmet var lidt tyndt.Der var ikke mange kunstnere som jeg ikke har set før på festivalen. Det er selvfølgelig rart når ens favoritter som Nilla Nielsen og Maja Gullstrand kommer og der er nok mange der har det på samme måde. Deres festival ville ikke være det samme uden Von Benzo, Prebens Pågar eller Joddla med Siv. Alligevel kunne de godt have lidt større artister til at komplimentere de gamle kendinge. Det var nok melodifestivalvinderen Eric Saade fra Helsingborg, der var det store hit. Jeg prøvede selv, men der var simpelthen for mange mennesker og alt for mange paraplyer. Jeg forstår ikke at folk synes det er iorden at tage paraplyer med til koncert. Det eneste man så kan se er en skov af nylon. Der var dog masser af andre der synes det var fedt. Jeg læste at de til sidst måtte holde op med at lukke flere ind på Ångfärgan. Det har jeg ikke oplevet før.
Når man sidder og kigger i programmet på en masse navne man ikke kender, så bliver det lidt tilfældigt hvor man ender med at gå hen. Jeg havde planlagt at besøge Kajsa Grytt i cirkusteltet, men da hun bad alle om at gå ud igen (15 min før start) fordi hun ikke mente hun kunne lave lydcheck når der var publikum til stede, så var det meget nemt for mig at skride helt. Det har jeg aldrig oplevet før. Det var så held i uheld for jeg smuttede ned til Partyscenen hvor jeg hørte Metal Seven give hele 2 Iron Maiden numre, “Number of the beast” og min favorit “Hallowed be thy name”. Jeg var meget i tvivl om jeg skulle tage til Roskilde og høre Harris & co, men besluttede at jeg nok ikke var Roskilde-typen. Dette var et fint plaster på såret for de gjorde det ok.
Helsingborgsfestivalen byder altid på en overraskelse og i år var det helt sikkert Jennie Abrahamson på Tumstock Magenta scenen. Hende faldt jeg for med det samme. Hun må være Sveriges svar på Kate Bush eller Tori Amos. Jeg røg lige hjem på Itunes, som kører mens jeg skriver. Hun kan anbefales.
Prisen for “festivalens tumpe” må gå til værten for cirkusteltet der præsenterede Maja Gullstrand som Emma Gullstrand. Hvor svært kan det være?
Alt i alt endnu en gang fine festival oplevelser.
 Jennie Abrahamson
|
 Jennie Abrahamson
|
 Metal Seven
|
 Metal Seven
|
 Maja Gullstrand
|
 Maja Gullstrand
|
 Nilla Nielsen
|
 Nilla Nielsen
|
 Emma and the magpies
|
 Emma and the magpies
|
 Hi Hank
|
 Tania Naranjo Trio
|
 Bonnie Tyler
|
Når man, som jeg, er en gammel rotte der var ung i starten af 80′erne bød dette års udgave af Korsør open air på nogle artister som vatr værd at spendere en billet. Specielt Bonnie Tyler, Shakin Steven’s og Nik Kershaw var dem der trak. Smokie er ikke lige min kop te og Nazareth kendte jeg kun af navn.
Det startede ikke så godt da jeg sad i kø i over en time ved Sorø og Slagelse og derefter gik næsten 3 km fra den anbefalede parkeringsplads. Jeg gad godt at se arrangørerne gøre det på 20 min. Det gjorde at jeg missede det første band som var Berlevs Gasshow, men dem har jeg set på Helsingborgsfestivalen, så skidt med det. Det var også vigtigere med Nik Kershaw der dog kom lidt dårligt fra start. Det kan undre lidt at de bruge så meget tid på at sætte lyd op og så kommer Nik alligevel på scenen og synger i en mikrofon der ikke virker, men han fik da gang i ”wide boy”. Der er ikke så meget showmand over Nik, men det var en god koncert, der bød på alle hans egne hits og endda “the one and only” som han skrev til Chesney Hawkes.I kort øjeblik troede jeg dog det var Uffe Buchard der var gået på scenen.
Jeg havde egentlig ikke forventet mig så meget af Bonnie Tyler, da hun var få dage fra at fylde 60 og der er jo stadig nogle danske politikere der mener at så er det slut med karrieren, men Bonnie beviste at hun ikke var klar til at gå på efterløn. Selv om hun til tider ikke havde luft nok til alle ordene havde hun stadig godt gang i stemmen, ikke mindst da hun gav dagens største hit “Total eclipse of the heart”. Jeg var også ret imponeret over hendes band. Jim Steinmans sang kræver en del af både musikere og sanger og jeg synes det gik godt. Jeg synes også at det var fedt at hun lige fik slået fast at det var hende der lavede “The best” før Tina Turner.
Shakin Stevens er også i den grad på vej til pensionsalderen og også han lavede tricket med at undelade ord for at spare luft (formoder jeg) “You drive me crazy” bliver bare til “Crazy”. Han stemme kan godt klare visse sange, men specielt på nævnte lyder den ikke særligt godt mere. Det kan godt undre at en kunstner der har haft SÅ mange hits (33 top-40 hits) , alligevel kan spille så mange numre jeg ikke kendte og jeg havde da alligevel 5 af hans albums den gang. Alligevel så var det rart alt at have hørt ham live. Hans 10-mans band gjorde i hvert fald hvad de kunne.
Jeg synes det var et godt show, men lidt sjovt at tænkte på de fleste af hovedkræfterne var fyldt 60 år. Ikke meget efterløn her.
Der kører i øjeblikket et spot på P3, hvor Le Gammeltoft bliver enig med sin gæst om at de er trætte af at putte ting i genrer og musik er bare musik. Det kom jeg til at tænke på da jeg fik zappet forbi en koncert med Helene Fischer på DK4, for hun er blevet kendt som en tysk slagerstjerne. BT går endda så vidt til at kalde hende for det kvindelige modstykke til Hansi Hintersee, men jeg synes ikke det var det jeg så da jeg blev hængene ved koncerten. Nok mest fordi hun så lidt lækker ud i sin nedringede sorte kjole, men også for at se hvad hun var for en filur. Jeg har set en enkelt tv reklame, hvor jeg undrede mig over at man nu brugte moderne elektroniske kickdrums i slagermusik. Min forestilling om tysk slagermusik hænger heller ikke sammen med det jeg så i denne koncert. Der var lidt folkemusik, country og så en masse popballader, som ligeså godt kunne være sunget af Celine Dion, Christina Aguilera eller Laura Pausini. Hun gav endda “All by myself” som førstnævnte har haft stor succes med.
Selvfølgelig har mærkater en vis værdi for kunstnerne da man så kan finde et andet publikum end i trængslen på mainstream scenen. Salen var da også fyldt med gamle nisser, som aldrig ville gå til koncert med nogle af de der ROCKMUSIKERE og så har hun jo et publikum. Så kan hun altid “poppe den op” ligesom kunstnere som Shania Twain og Taylor Swift der stadig bliver omtalt som country musikere selvom det de er mest kendte for er mainstream pop. Det kan godt være at Fischers musik har nogle “schlager” elementer, men en kvindelig udgave af Hansi Hintersee er hun i hvertfald ikke.
Den tyske tv-stjerne Sila Sahin har forarget sin familie ved at posere nøgen i den tyske udgave af Playboy. Hun er nemlig muslim med tyrkisk baggrund, så nu er hun røget i unåde med hele familien, botset fra hendes far som også er skuespiller. Hun siger selv at det er et oprør mod den strenge muslimske opvækst.
Man kan da kun opfordre andre piger til at deltage i dette oprør. Specielt hvis de ser ud som Sila.
Jantelovstidende har i øjeblikket focus på at priserne for at køre med det offentlige er steget med 500% siden 1980, hvilket svarer til at en liter benzin da burde koste 28,-.
Det er da eftermånden også blevet dyrere at køre med det offentlige end med bil, hvis man da har en moderne økonomisk een af slagsen. Et par eksempler:
Jeg skulle for nylig fra Espergærde til Hillerød og den nemmeste og hurtigste løsning er at tage Lille Nord. Dette koster 60kr for en normalbillet og 28,50 hvis man har klippekort, hvilket jeg ikke har. Tilgengænd har jeg en dieselbil der kører 20 km/l og man da stadig få en liter diesel til en 10′er. Da Google maps siger at der er 19,7 km, kan jeg altså få turen til næsten kun 1/3 af den billigste tur med toget.
Jeg skulle så igår en tur til København, hvor jeg normalt aldrig tager bilen til. En sådan tur koster 45,- med klippekort og ca. 20,- i bil og så slipper man endda for DSBFirst’s groteske betjening af kystbanen. Så er malurten så lige at man formoddentlig skal betale forparkeringen i byen, men alligevel.
Jeg må for engang give Jantelovstidende ret. Der ER noget galt.
Jeg har i mange år haft et “Nej tak til reklamer” og været glad for det, men en sidegesjæft og medfølgende momsregistrering, har desværre umuliggjort dette, da man som firma ikke kan slippe for reklamer. Og når nu man absolut skal kvæles i butikkernes tilbud, kan man jo ligeså godt få glæde af det. Troede man.
I denne uge har Fakta rigtigt skuet op for fødselsdagstilbuddene med masser af gode tilbud og selv om jeg normalt ikke lægger vejen forbi Fakta så tit, så lod jeg mig alligevel lokke. Jeg havde udset mig 9 tilbud som jeg skulle købe, men da jeg kom mandag morgen var 5 af varene enten udsolgt eller aldrig kommet frem. Det er godt nok flot, Fakta.
Når man tidligere har været leverandør til de store butikskæder og ved hvor hysteriske de er med hensyn til levering til tiden så kan det godt undre at man alligevel kan gå SÅ meget forgæves. Fra nu af ryger reklamerne lige fra postkassen til containeren.
Så fik vi funde de 2 sidste finaliste i gårsdagens “andra chancen” i Melodifestivalen og man kan jo ikke anklage svenskerne for at stemme traditionelt. De typiske schlagere måtte se sig slået af 70′er pop og visejazz. Det er vist det svensken plejer at kalde “skrällseger”. Her er de 10 biddrag.
1.In the Club : Danny Saucedo
Småpigernes favorit Danny Saucedo leverer ett velproduceret uplemto nummer, men melodien er godt nok lidt kedeligt. Lidt efter samme recept som Medinas “Kun for mig” og det appelerede åbenbart til masserne.
2. Spring för livet: Sara Varga
Ja, Lisa Ekdahl har ikke levet forgæves, for Sara følger her samme recept uden dog at stjæle. En smuk sang, som jeg er glad for kom til finalen.
3. Oh My God!: The Moniker
En sang der kunne have været med i 60′erne ellet 70′erne. Absolut en catchy sang med en god vibe.
4. 7 Days And 7 Nights : Brolle
Sveriges svar på Elvis. Jeg synes ikke helt melodien holder.
5. E det fel på mej: Linda Bengtzing
Som så tit med Thomas G:Son lyder det som noget man har hørt mange gange før, men sangen reddes lidt af arrangementet og Linda’s udstråling.
6. Leaving Home: Nicke Borg
Den gamle rotte med følsom powerbalade.Der er ikke så meget der fanger, men fed guitarsolo.
7. Me And My Drum: Swingfly
Her er min klare favorit. Mega catchy pop-rap der holder hele vejen. Hvorfor er der så sjældent nogen der bruger små melodiriffs ? Det funker.
8. I’m In Love: Sanna Nielsen
Sanna har i år lagt de svulstige ballader på hylden i år og leverer et nummer med lidt mere gang i, men som altid med G:Son. Har man ikke hørt den før ?
9. The King: The Playtones
Rockabilly i melodifestivalen ? Specielt men melodien holder.
10. Popular: Eric Saade
Et godt bud på en vinner Eric er også et hit hos småpigerne og Frederik Kempes sang holder.
Så er det fastelavn igen og jeg kan ikke rigtigt lade være med at spekulere på hvor mange børn der er udklædt som pirater i år. Vi har jo traditionelt et romantisk billede af de gamle, ikke mindst fra film som “Pirates of the Carribean” og “Cutthroat Island”. Vi elsker alle Jack Sparrow og render rundt med en klap for øjet og siger “Aye Aye matey!”, men spørgsmålet er om vi, i lyset af tidens ganske virkelige og ikke særligt romaniske pirateri, ikke burde gøre op med vores romatisering af dette “Erhverv”. Vi går jo heller ikke og klæder os ud som Talibankrigere, SS-officerer eller østeuropæiske hjemmerøvere? Vi kan gå ned i Fakta og købe “pirat- shampoo” til børnene og børnetøj med pirat-logo på, for så er vores drenge virkelig seje ? Hvad bliver det næste ? Børnetøj med Hells Angels logo ?
Jeg har i hvertfald en fornemmelse af at familien der lige nu holdes som gidsler i Somalia ikke synes pirateri er særligt romantisk. Mange siger at de var jo selv ude om det, men det er jo lidt som at sige at man ikke skal gå ud på gaden, for så er man selv om det hvis man bliver kørt ned.
I mine 9 år i Sverige foretrak jeg helt klart det svenske Melodi Festivalen frem for Det danske Melodi Grand Prix og selv om den nyligt overståede udgave var den 2. siden jeg flyttede tilbage, må jeg sige at det gør jeg nu stadig. For det første er den svenske bare bedre kvalitet både i produktionen og musikken end den danske og for det andet er det en håbløs tilgang man, og især DR selv, har til fænomenet. I Sverige er medvirken i Melodi festivalen næsten ens betydende med en hitlisteplacering og masser af spillejobs næste sommer. I Danmark er en medvirken i Grand Prix’et nærmste karierre-selvmord. Det er afholdt af Danmarks Radio, men selv samme institution kunne ikke drømme om at spille sangene i f.eks P3. I år optrådte eksempelvis Stine Kinck med “Hvad Hjertet Lever Af”, som jeg aldrig har hørt på p3, selv om de flittigt spiller hendes sang “Kys” og tidligere har spillet “Kom med mig”. Man må formode at det eneste førstnævnte nummer fejler er ikke at stilen ikke passer, men at det er sølet ind i grand prix-kitch. P3′s egen Le Gammeltoft var sågar dommer i årest event, men i et efterfølgende interview med gruppen Hurts, kunne hun ikke rigtigt forstå at de holdt af “eurovision” når de nu var sådan nogle “Cool guys”. Hvorfor gider hun at være dommer når hun synes at det er så dårligt ? Måske skulle hun og resten af DR kigge lidt på deres egen holdning hvis de gerne vil have at vi andre skal synes om deres show ?
Nu kan jeg bare glæde mig til at se finalen i et land der tager det seriøst.
Vinderne af Dansk Melodi Grand Prix
Jeg havde besluttet at Pernilla Andersson skulle være min afslutning på årets Helsingborgsfestival selvom jeg ikke kendte hende, men bare lige havde rundt hendes hjemmeside da jeg så hendes navn i programmet. Der blev der næsten tomt da hun skulle til at gå på. Lidt underligt for en artist der har udgivet 6 soloalbums, men det var nok fordi hun var oppe mod Timbuktu på Stora Scenen. Mine først tanker var at hun kom skræmmende tæt på Lisa Ekdahl i dennes Winnerbäck periode, men Pernilla kommer lidt mere omkring både på svensk og på engelsk. Der er til tider noget mere kant på hendes musik. Det skulle vise sig at jeg da udmærket godt kendte et af hendes sange, nemlig radiohittet “Johnny Cash og Nina P.”, som tilgengæld virker meget inspireret af et andet gammelt radiohit “Ingen vill veta var du köpt din tröja”, men sådan er det jo konstant i pladebranchen. Det gav hvertfald god respons da hun fyrede den af. Pernilla afsluttede med den meget personlige og smukke “ Jag Och Min Far”. Endnu god festivalafslutning.
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Nye kommentarer